Julen er traditionernes højtid. Samtidsånden er præget af individualisme og det frie valg. Så hvordan dælen ser en juletid ud, der både er traditionspræget, baseret på det frie valg og tilfredsstillende for både børn og voksne?

Folkeskolelærere skal have mere tid til relationsdannelse i mødet med eleverne, fordi tryghed skaber mere trivsel og større faglighed. Giv lærerne mere ro og plads til relationsarbejde, og lad dem agere som ’nogens Torben’ – så vil vi i fremtiden se et mindre behov for psykologer, end vi ser i dag.

Forældre placerer ikke deres børn foran en skærm, fordi de er dovne eller ikke gider samværet med deres børn. De gør det, fordi de er udmattede. Parallelt med de nye skærmanbefalinger for børn, er der brug for at rette en større omsorg mod de voksne.

Dagens småbørnsforældre står på mange måder med en “umulig” opgave. Vi skal gøre karriere, vi skal rumme vores børn med alle deres følelser (også deres negative), vi skal have et godt parforhold og vi skal endda være lykkelige. De stigende krav til forældreskabet fører til at mange oplever en form for forældreudbrændthed.

Når vi udfordres på følelserne i vores parforhold, hænger det i høj grad sammen med hvordan vi blev mødt i vores følelser som barn.

Graviditeten udfordrer den postmoderne fortælling om selvrealisering og konstant udvikling. For når man er gravid, er der ikke andet for end at vente i ni måneder, og det skal vi som samfund hjælpe hinanden til at acceptere.

At få børn kan kræve en genforhandling af parforholdet, og det kan være svært at mærke, at noget aldrig bliver som før.

Utroskab kan opleves som et stort punktum for parforholdet. Sådan behøver det ikke at være.

Vi bekæmper ikke vold mod børn ved, at udskamme de omsorgspersoner, der udøver volden. Kun ved at udvise omsorg og reel nysgerrighed for deres udfordringer, kan vi nå til bunds i problemet.

Et bevidst metodevalg kan ikke stå alene, og en rent naturvidenskabelig medicinsk tilgang er ikke tilstrækkeligt i mødet med mennesker med psykisk lidelse.