For at bekæmpe volden mod børn, må vi vise omsorg for dem, der udøver volden

Indlægget er publiceret i Kristeligt Dagblad, d. 27.april 2022.

En ny rapport viser at mere end hver femte elev i 8.klasse har været udsat for vold i hjemmet. Socialminister Astrid Krag (S) er rystet, og vil bekæmpe problemet med at lære børn, at vold i hjemmet er uacceptabelt. Hun vil arbejde henimod at sikre, at børnene kender deres rettigheder og pointerer i øvrigt, at danskerne skal være bedre til at sende underretninger. Denne tilgang er dog på mange måder uhensigtsmæssig.

Når børnene ikke råber op, er det typisk ikke fordi de ikke kender deres rettigheder. De holder tværtimod ofte tæt for at beskytte relationen til deres omsorgspersoner. Risikoen for at miste en omsorgsperson vil være langt mere følelsesmæssigt farligt end at blive ved med at tåle den vold, der bliver udøvet på dem.

Når vi i den offentlige debat fokuserer på at mor eller far er kriminel, risikerer vi at forstærke børnenes behov for at beskytte dem og holde tæt om forholdene derhjemme. Hvis børnene skal få tillid til, at situationen kan ændres, skal de også kunne have tillid til, at andre voksne har et reelt ønske om at forstå og hjælpe deres forældre og de øvrige personer, der skal passe på dem derhjemme. Vi må væk fra den unuancerede diskurs om, at voldsudøvere blot er kriminelle, der skal spottes og adskilles fra deres børn.

Når en omsorgsperson udøver vold mod et barn, er det meget sjældent med personens egen gode vilje. Vold mod børn udøves ofte af mennesker, der står i enormt pressede livssituationer eller af mennesker, der ikke selv har fået en tilstrækkelig ”tilknytningsbagage" med hjemmefra. Med dette menes, at de ikke har oplevet tilstrækkelig tryghed og tillid fra deres omsorgspersoner, da de selv var børn. De har dermed ikke udviklet en grundlæggende tillid til, at man kan stole på andre mennesker, eller at de er for dem. Mennesker, der udøver vold mod børn har således ”gode” bagvedliggende grunde til at gøre, som de gør.

At de følelsesmæssige grunde er gode er selvfølgelig ikke det samme som, at det er i orden! Ingen børn skal vokse op med vold, uagtet hvad den bagvedliggende grund er. Skal vi have nogen chance for at bekæmpe problemet, er vi dog nødt til at kigge på netop det, der ligger bagved, set fra voldsudøverens side.

Mennesker, der udøver vold, er ofte utrygge på den ene eller den anden måde – følelsesmæssigt, relationsmæssigt, økonomisk eller på andre områder. Med et offentligt fokus på underretninger og strafbarhed er vi med til at gøre disse mennesker endnu mere utrygge. Opfattelsen, af at samfundet og ”systemet” er efter dem, bliver forstærket. De føler sig forkerte, og de får i sidste ende rigtig svært ved at ændre deres uhensigtsmæssige mønstre. Hvis vi skal nå ind bagved de lukkede døre, skal vi udvise omsorg og forsøge at forstå de mennesker, der sidder i de forbudte stuer. Der er brug for, at vi i den offentlige debat viser nysgerrighed for, hvordan det er endt så galt og hvad, vi kan gøre, for at bidrage til at ændre disse mønstre.

Vi må ændre diskursen om, at omsorgspersoner, der udøver vold mod deres børn, er voldsudøvere, der skal straffes. Vold mod børn er ikke i orden, og vi skal til enhver tid beskytte børnene, da de aldrig skal stå til ansvar for deres omsorgspersoners adfærd og handlinger.

Vi har dog brug for et mere nuanceret fokus på, hvordan vi kan hjælpe de voksne til at skabe trygge rammer i familien. Vi har brug for at tale noget mere om de mennesker, der står i så svære livssituationer og i så stor følelsesmæssig utryghed, at de ikke evner at være gode nok forældre for deres børn. Hvis vi dømmer og nedgør, opretholder vi vores begrænsede muligheder for at nå ind til både børnene og de voksne. Kun med en omsorgsfuld og nysgerrig tilgang kan vi nå ind til kernen af problemet.